Mit navn er Kashif Ahmad – jeg er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, samt kandidat i Københavns Omegn til det kommende Folketingsvalg.
Min far kom til Danmark fra Pakistan i starten af 70’erne som gæstearbejder. Fire år senere blev han gift med min mor, som kom med op til landet, hvor jeg og mine tre søskende er født. De kom til et sprog, de ikke talte, og til et system, de ikke kendte, men de blev mødt af et åbent, imødekommende land. Da vi voksede op, gjorde min far meget ud af at fortælle, hvilket fantastisk land, Danmark var. Hvis man blev syg, ville man aldrig bare gå tabt, fattige blev hjulpet, og man kunne uddanne sig lige så meget, man havde lyst til. Det var kun ens egen fantasi, der satte grænser for, hvor langt man kunne komme i Danmark.