Alt for tidligt, gik min mor bort i en meget ung alder i 1988. Kun 38 år gammel. Det kom pludseligt. En sommerdag kunne hun ikke længere få vejret og faldt om. Der gik for lang tid, før ambulancen kom. Den kunne ikke finde vej. Fra den ene dag til den anden, var hun der ikke mere, og siden da, har min far været både mor og far. Jeg var otte, min storebror var tolv, min storesøster var ti og min lillebror var lige fyldt tre.
På trods af denne pludselige tragedie, mindes jeg ikke at min far nogensinde missede et eneste forældremøde, eller en eneste fodboldkamp, trods hans hårde arbejde som taxachauffør.
Vi fik altid at vide, at vi aldrig skulle tage noget for givet og at vi skulle være en aktiv del af samfundet.
Vi havde hver især et ansvar for at bidrage til vores hjemland Danmark, som gav os uanede muligheder og rettigheder.
Én gang om året rejste vi til Pakistan, hvor vi bevægede os rundt i min fars gamle barndomsgader. Han tog os ud til sin fars landsby, hvor vi typisk var en dag eller to. Der var ikke toilet eller elektricitet, og hvis man ville have spinat, gik man selv ud på marken og plukkede det. Ville man have kylling, skulle man slagte kyllingen selv. Jeg kan huske, at vi altid bare ville hjem til Danmark. Min far gjorde det, så vi kunne se, hvor privilegerede vi var, og han sagde, at vi skulle tage del i verden, få en uddannelse og betale tilbage til det danske samfund, som gav os lige muligheder for at få et godt liv. Det lykkedes ham og vi fik alle en uddannelse.
Jeg har aldrig været en rod, men jeg er vokset op i en «ghetto, » hvor folk ikke turde komme, og hvor nogle af mine venner var betegnet som nogle rødder. Jeg undgik at blive en rod, fordi min far opdragede mig til at bekæmpe uretfærdighed med ord. Jeg var 16 år, da jeg begyndte at skrive indlæg til lokalavisen. Der er sket meget siden jeg var 16, men det bidrager blot til min motivation til at fortsætte og vie mit liv til at gøre en forskel og tjene menneskeheden.
I dag er jeg 41 og jeg sender derfor tanker og kærlighed til min mor, som ikke længere er blandt os, og til min far, som har givet mig troen på, og modet til at blive ved med at kæmpe for at gøre en forskel for mine medmennesker. Og jeg er evig taknemmelig for min familie, min kone, mine børn og alle gode mennesker, som er i mit liv. Og sender en særlig tanke til alle, der ikke længere er blandt os. Og til alle de mennesker, og især børn, der lever under krige og umenneskelige forhold uden nogen rettigheder, mens store dele af verden blot ser på og lader stå til. Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne takke alle jer, som igennem de sidste 10 år, har støttet mig i min politiske kamp for at gøre en forskel for alle mine medmennesker og for det land vi alle har kært, Danmark. Der er fortsat så meget at arbejde for.
Med ønske om lighed, frihed og retfærdighed for alle.
Kh Kashif